45 års jubilæum

19-01-2021

Vindinge Rideklub blev stiftet den 19. januar 1976, og kan derfor fejre 45-års jubilæum i år! 

Grundet Covid-19 har vi desværre ikke mulighed for at fejre vores jubilæum, men vi håber på at kunne fejre det senere på året. Vi vil dog elske hvis alle medlemmer, nye som gamle, vil sende billeder af jeres tid på Vindinge Rideklub til vores mail kommunikation@vindingerideklub.dk eller del dem på en af vores Facebook sider. Billederne vil komme på vores hjemmeside og blive brugt til general fejring af vores elskede rideklub. 

Vindinge Rideklub blev grundlagt af en gruppe mennesker fra Vindinge og omegn, der i fællesskab havde en ridebane ved Sandvejen i Vindinge. Her blev der i mange år holdt træningsdage, stævner, sankthansfester og ikke mindst en masse ringridning. 

Det var derfor en meget entusiatisk bestyrelse, der i 1977 besluttede sig for at ansøge kommunen om erhvervelse af 6t landjord samt ridefaciliteter. Det blev en lang og sej kamp med uendelige mange breve og møder før klubbens tålmodighed endelig blev belønnet, og de i 1983 kunne flytte ind på Mosegården. Gården var blevet istandsat af en gruppe unge ledige, som et beskæftigelsesprojekt og materialerne var i vid udstrækning genbrugsmaterialer f.eks. var 15.000 mursten blevet renset og genbrugt. Selvom det nu var klubben, det havde overtaget gården, var der stadigvæk en del arbejde til unge ledige, og deres første opgave var at lave seks bokse, der skulle opstilles i stalden. Klubben bestod på det tidspunkt af ca. 100 medlemmer og Johannes Pedersen var formand. 

I de første mange år benyttede klubben sig af Knud Larsens ridehus i Vor Frue, når det skulle holdes træningsdage og stævner, alt imens der blev knoklet med at spare sammen til at opføre et ridehus ved Mosegården. I mange år var klubbens medlemmer aktive hjælpere ved Roskilde festivalerne og klubben arrangerede i flere år "Heste og Kræmmermarked" med stor succes.

Efter 10 års forberedelse lykkedes det endelig Vindinge Rideklub i samarbejde med kommunen at få sat det første spadestik til klubbens ridehus d. 18. april 1995, og allerede få måneder efter blev det taget i brug. 

I dag er der omkring 240 medlemmer i Vindinge Rideklub. Klubben råder over et dejlig 20x60 ridehus, 2 store udendørsbaner og 1 stor udendørsspringbane. Derudover har klubben direkte adgang til naturskønne Hedeland med kilometerlange ridestier. Rideklubben har lige nu 13 skønne rideskoleheste og 19 privatheste opstaldet.
Rideklubben har altid været kendt for deres mange stævner og aktiviteter, som vi ynder at fortsætte med mange år i endnu. Det er alt lige fra ryttermærkeundervisning, stævner fra E- til B-niveau, juleture, fastelavnsridning, ridelejr osv. 

Ikke nok med at vi i år kan fejre 45-års jubilæum, så kan vi også juble over, at vi har fået bevilget penge til en ny stald. Vores gamle stald skal rives ned, og vi får en ny lækker stald til alle vores dejlige heste. Vi er ovenud lykkelige for denne nyhed, og glæder os til mange flere år sammen med alle jer og vores dejlige heste.